Et rørende venskab for livet

  

Signe og Lady Di - et rørende venskab for livet

 

Make-A-Wish Ønskefonden får jævnligt dejlige hilsner fra glade ønskebørn og deres familier, som gerne vil fortælle, hvad gaven fra har betydet for dem.

For nylig fik de denne hudløst ærlige, meget rørende og dybt personlige hilsen fra Maj Britt, som er mor til Signe, der fik ponyen Lady Di ved Capital of Children-arrangementet i Billund sidste år.

Make-A-Wish Ønskefonden har fået lov at dele Maj Britts hilsen, for at vise, hvor vigtigt vores arbejde er for at skabe håb, styrke og glæde for de fantastiske ønskebørn med de alt for store udfordringer.

 



Vi giver ordet til Maj Britt:

Kære Make-A-Wish Ønskefonden

Nu er det snart et år siden, I opfyldte min dejlige datters højeste ønske - en pony.

Det var en dag, som jeg havde glædet mig rigtig meget til, fordi jeg vidste hvor brændende, hun ønskede sig en pony. Desværre ville skæbnen, at Signe var meget dårlig den dag overrækkelsen fandt sted. Hun ville dog deltage og blev meget glad for sin nye pony, selv om hun næsten ikke havde kræfter til at sige tak. Vi måtte køre direkte tilbage til sygehuset, hvor lægerne samme aften kunne konstatere, at hun igen havde kræft. En halv time før overrækkelsen, ringede overlægen til mig og informerede om meget dårlige blodprøver, og derfor var jeg forberedt på det svar, vi fik senere på dagen. Det var nok årsagen til de mange tårer. Det skulle have været den smukkeste dag, desværre blev det ikke helt det. Det var en dag med meget blandede følelser.

Netop derfor skal I have denne mail! Jeg har spurgt Signe flere gange, om det var det rigtige at tage til overrækkelsen fremfor at udsætte. Hun er fuldstændig klar i sit svar: “Ja, jeg ville jo derned, og jeg blev jo mega glad for Lady! Det var bare lidt ærgerligt, at jeg var for dårlig til Legoland og ikke kunne spise slikket i limo’en. Det var også sjovt at køre i limo. Jeg ville bare gerne ha’ sagt ordentlig tak.”

Signe har det i dag super godt. Hun er ude af den intensive behandling, og isolationen er ophævet. Hun går igen i skole. Så fantastisk, nu må hun det samme som alle andre børn! Hun er glad og nyder det.



Jeg ville ønske, at jeg kunne takke jer hver især. Det er så vildt, hvad jeres gave til Signe har betydet! Det var hårdt for Signe endnu en gang at skulle igennem behandling med kemo og dexametazon. Ponyen Lady Di var en uundværlig støtte. Da Signe var svagest, sad hun bare på et tæppe i haven og nussede Lady, mens hun græssede. Lady er en fantastisk pony, der altid har passet på Signe. Det gav hende så meget energi og glæde bare at være sammen med Lady.

Efter en mdr. fik Signe flere kræfter igen. På grund af sit svækkede immunforsvar og isolationsreglerne, måtte hun jo ikke være sammen med andre indenfor. Hver fredag havde Signe en times undervisning med sin klasse i et ude-lokale, som skolen havde fået lavet til formålet. Signe elskede den fredag, fordi hun kunne være sammen med sine klassekammerater. Signe er ret kvik, så nu hvor hun ikke måtte tage skolebussen og til sin ugentlige undervisning, besluttede hun sig for at ride i skole … alletiders ide! Lady holdt pause og græssede, mens Signe fik undervisning :-) Det skal dog lige siges at en pony i skolegården giver en del opmærksomhed :-)
Lady har været en fantastisk støtte og bedste ven for Signe i dette forløb.

Signe kan ikke holde til at gå lange ture. Til fastelavn valgte hun selv at være klædt ud som det ridende politi :-) På den måde stiller ingen spørgsmålstegn ved, om Signe kan det samme, som de andre børn. Med lidt kreativitet og Lady Di kan alt lade sig gøre :-) Hun måtte heller ikke deltage i fødselsdagsfester indendørs, men så red hun op med gaven og flag. Hun er så stolt, når hun sidder på den pony! Og den er med alle de steder, det er muligt.

Signe har et stort ønske om at starte konkurrencer på Lady Di, og det skal helt sikkert nok lykkes en dag. Når hun en dag får overrakt sin første rosette/præmie, vil jeg igen tænke tilbage på den store betydning Lady har haft for Signe, for det er helt vildt! Hendes trofaste ven for livet!!!

Mens jeg har skrevet dette, har der trillet et par tårer. Jeg er så glad for den pony på Signes vegne!!! Lady er i den grad med til at skabe glæde og give Signe livskvalitet. Det er umuligt at forklare jer, hvor stor en betydning Lady har for Signe, men jeg håber alligevel, at denne lille hilsen og billederne kan give et praj.

En stor tak til jer alle! Håber I må få en rigtig god weekend. Hils i Billund og fortæl at Signe har det godt igen :-)

Kærlig hilsen

Maj Brit
Signes mor